KONCERT
Hjemstavnsturné
M.C. Hansen, Søren Krogh, Louise Støjberg og Søren Manscher slår pjalterne sammen under turnéfanen Hjemstavn, hvor de vil være hinandens band over 12 koncerter i hele landet. Alle fire har de spændende, krøllede bud på sange, der knytter sig til temaet hjemstavn. Koncerten vil udelukkende være båret af hinandens stemmer, akustiske guitarer og mandolin.
M.C. Hansen – Jeg bor ved Præstø Fjord og det har jeg gjort det meste af mit liv med en afstikker til en nedlagt slagterbutik i Valby og en ghetto i Malmö i godt 15 år. Da vi flyttede tilbage til fjorden for snart mange år siden, meldte der sig en trang til at beskrive de mennesker og den facon, der præger området.
Søren Krogh – Jeg er født og opvokset i Vendsyssel, nærmere bestemt i Hjørring. I mit voksne liv har jeg tilbragt megen tid i Lønstrup, hvor jeg også har et lille hus. Her skriver jeg de fleste af mine sange. Sange der har rod i det, jeg kalder Havtornland, som er mit “hood” i Vendsyssel.
Louise Støjberg – Jeg kommer fra Egtved, og jeg kommer fra en selvstændig erhvervsdrivende familie, der er rundet af højskolebevægelse, landvenstre og socialdemokratiske velfærdsdrømme. Det kan naturligvis høres i mine melodier og mærkes i mine ord.
Søren Manscher – Jeg er opvokset i lejlighed i Gentofte Kommune og har som voksen primært været bybarn i København + en lille håndfuld år i Aarhus. Mange af mine sange udspiller sig i disse lejligheder og byer.
Billetter bestilles via Place2Book: https://www.place2book.com/da/sw2/sales/p6py726rge